Gode instrumenter for begyndere

De fleste af os kan huske musiktimerne i folkeskolen, hvor 30 børn med varierende musikalitet blæser livet ud af blokfløjter. Det bliver aldrig rigtig godt. 

Men måske har musiktimerne alligevel sat et eller andet i gang? En lille musikalsk spire, der drømmer om at spille på et instrument – sådan rigtigt? 

Sidder du med en lille musiker i maven, der bare gerne vil ud, så har du brug for et godt begynderinstrument. Her får du tre bud på instrumenter, der er gode at starte med.

Guitar

Guitaren er det oplagte begynderinstrument og det er også der, rigtig mange starter. Du behøver ikke at lære ret mange akkorder, før du kan spille med på simple sange. 

Start med en spansk guitar – eller en klassisk guitar, som den også bliver kaldt. Den har nylonstrenge, som er bløde og nemme at trykke ned. Hvis du bliver ved, kan det være, du får hård hud på fingrene og får lyst til at prøve kræfter med en western guitar med metalstrenge. Men den spanske guitar er altså bare lettest at starte med.

Den spanske guitar er også ofte lidt mindre i størrelsen, så den er lettere at tage med rundt på festival, til lejrbål eller hvor du nu vil brillere med dit guitarspil.

Saxofon

En saxofon lyder som et instrument i en lidt anden liga. Det er det måske også – den koster typisk mere end en guitar og kræver nok lidt mere dedikation. Til gengæld er den super sexet og slet ikke umulig at lære at spille på.

Der findes flere forskellige typer saxofoner. De fleste starter med den, der hedder en Alt saxofon. Den har en god størrelse for en begynder. Nogenlunde let at bære på. Kræver en pusteevne og en fingerstrækning, som de fleste kan være med på. Og så er den i den overkommelige ende rent prismæssigt.

Hvis saxofonen er dit drømmeinstrument, skal du klart kaste dig over Alt saxofonen. 

Cajon

Til sidst har vi trommekassen. Den eksotiske cajon. Den er nem at gå til – det er helt sikkert. Du skal bare slå på den, så siger den en lyd. Om det lyder godt er måske en anden sag. Det kræver naturligvis noget træning, at få trommekassen til at lyde, som den skal, men når det lykkes, er det virkelig fedt – og ret streetcool. 

Ligesom guitaren er den forholdsvis nem at tage med rundt, hvis du fx kommer med i et band. Helt perfekt til små scener, intimkoncerter eller optræden på gågaden.